Historien om en chauffør
Billeder fra et bus liv
Ronny Fabricius - skriver her sin historie om arbejdet som chauffør. Et arbejde som bragte ham til Amager Rejser, Viking Nordturist, Lyngby Turist,
Edelskov, Hvidovre Rejser, Auto Paaske, Combus og til sidst HT. 

Ronny Fabricius ved Mercedes bus fra Amger Rejser (Københavns Bus Kompagni)

Efter 7 år til søs og en eksamen som sø-kok blev jeg ind kaldt til flyvevåbnet. De syntes, at jeg skulle bruge et år af min ungdom på at forsvare fødelandet, og dette medførte, at jeg fandt en sød pige, som var villig til at tilbringe en del år sammen med mig. Indtil videre er det blevet til 46 år.
 
Se det var kun lige for at komme i gang med det som det drejer sig om ! Nemlig bus selskaber !
 
Hovedstadens bus selskab , bedre kendt som HT søgte chauffører til rute kørsel i hovedstaden. De lokkede med et gratis kørekort til bus efter et års tjeneste. Det fik jeg så hos ASA køre skole, som lå i en kælder ude i Nansensgade.
 
Efter bestået køreprøve gik turen ud til Ørnevej hvor HT havde deres uniforms lager . Her endte mit bekendtskab med HT, samtidig med bestået køreprøve havde jeg nu lov til også at køre taxi så det skulle jo også lige afprøves.
En dag så jeg en turistbus. Jeg kørte op bag den og fik noteret navnet og telefon nr. Det var Copenhagen Excursions som havde adresse på Artillerivej. Senere samme dag havde jeg et kort besøg hos Amager rejser på Øresunds vej, men dem som jeg skulle tale med var ikke til stede, men jeg fik dog afleveret mit navn og adresse.
 
Dagen efter tog jeg ud på Artillerivej (Copenhage Excursions) og søgte om arbejde som chauffør. Chefen bad om at se kørekortet og konstaterede at det var helt nyt. ”Hvornår kan du starte ?” Man fik den fornemmelse, at de var desperate for, at man kunne starte med det samme.
 
Det blev så næste dag hvor jeg skulle køre ind på Rådhuspladsen ved Lur Blæserne og starte en bytur med firmaets ældste bus. Den blev kaldt for mange hjul, da der var to aksler fremme og tvilling hjul bag , Jeg husker ikke mærket på dette vidunder, men den var vel ok at starte med. Jeg havde jo heller ikke nogen erfaring med hvilken bus man skulle lægge billet ind på.
 
Senere samme dag ringede jeg hjem til min kone, som fortalte at Amager Rejser havde ringet for, at høre om jeg kunne komme til en samtale. Her var mit bekendtskab med de blå Copenhagen Excursions busser afgjort. Jeg gik ind til Frederiksen og sagde op. Jeg var ikke tilfreds med det køretøj som de havde udstyret mig med, var min undskyldning. Jeg ringede til Amager Rejser og fik en aftale dagen efter.
 
Skoene pudset og håret redt da jeg ankom jeg til "kiosken" på Øresundsvej. (Red: Amager Rejsers adresse)
 
Her kunne man købe alt fra ugeblade til vaskepulver og frimærker samt rejser. Det var en forhenværende chauffør, som stod bag disken og tog imod mig. Hans navn var Mikkelsen. ”Et øjeblik - så skal jeg meddele konsulenten deres ankomst”, og så tøffede han op ad en lille trappe til et repos hvor ledelsen havde deres lille kontor. Efter et par minutter blev jeg bedt om at gå op. ”Husk at banke på”, blev jeg gjort opmærksom på.
”Kom ind!” lød det inde fra hovedkontoret. Havde jeg haft en hat, havde jeg nok krammet den til ukendelighed, for det var lige som om, at det var audiens man skulle ind til.
 
Kontoret bestod af to afdelinger. I det forreste sad den tidligere frk. Jansen som hun stadig blev kaldt af personalet, men jeg blev belært om, at hendes navn var Hostrup Vig. Dette påmindede hun mig ofte om, for jeg hørte jo alle de andre omtale hende - Jansen.  ”Venligst gå ind til min mand” - bad hun mig!
 
Efter at konsulenten havde taget mig i øjesyn, lænede han sig tilbage i stolen, foldede sine hænder og begyndte at trille tommelfingre. ”Nå - så De har tænkt dem, at de ville ud og øve dem i vores busser ? Har jeg forstået dem ret ?”
 
”Næh øh Nej” - jeg fik fremstammet noget usammenhængende. Pludselig siger han ”Kan de møde i morgen ? Vi har tænkt os, at de kan begynde i en mindre bus og den skal på en Danmark-rundt-tur, sammen med en flot ung dame -  frk. Mikkelsen.  Velkommen i firmaet”.
 
Jeg kørte denne ene tur og blev vækket meget tidligt morgenen efter.Der var kommet en sygemelding!
”Kan du køre en tur til Värmland?” Svaret var selvfølgeligt et ja !
 
Jeg anede ikke hvor det lå, men det fandt jeg ud af. Problemet var, at jeg forlod hjemmet uden bagage og jeg skulle være væk i en uge, men jeg troede, at det var en endags tur, som jeg skulle afsted på.
Turen blev vel overstået ved, at jeg vaskede hver aften og jeg havde lånt et strygejern, så på den måde fik jeg tørret min beklædning fra yderst til inderst. Tandbørste og pasta blev købt ind på en tankstation. Det hændte, at sokkerne ikke var helt tørre om morgenen, men da jeg brugte træsko blev kørslen udført i sokker.
 
Indkøbs ture til Tyskland og især Harzen blev mit lod i firmaet. Lidt forandring kom der med mellemrum. Jeg erindrer en tur med Danmarks Frihedskamps Veteraner sammen med en kollega, Preben Holger Larsen. Vi var rundt, for at bese KZ-lejre i Tyskland, Belgien og Holland.
 
En dag hvor vi overnattede på en militær forlægning i Belgien, blev jeg vækket af Preben! ”Giv mig lige dit tandglas”, det kom retur med cognac ! ”Drik ud !” - bad han mig om. ”Det er sundt !. Giv mig lige glasset igen” bad han om. Jeg troede, at han også ville have en øjenåbner, at starte dagen på, men nej. ”Her har du også til det andet ben”. Jeg var beruset inden jeg fik benene ud over sengekanten.
Heldigvis skulle vi ikke ud at køre før om eftermiddagen, men det var sidste gang, at jeg hoppede på den galej.
 
Aftenture om lørdagen ned til Frederiksminde Strandhotel i Præstø. De man bad ofte Hostrup vig om, de ikke kunne sende mig ned med gæsterne. Grunden var manglende personale på hotellet, og da de vidste om min uddannelse, kunne de for pebernødder trække på min kunnen som kok. Jeg skulle jo alligevel være der til kl. 24:00. Ofte kunne vi sælge en time ekstra for 5 kr. pro person, men så blev det jo sen ankomst til København.

Næste morgen gik turen til Harzen, så når man ankom til færgen, så hurtigt ned i en køje og 3 timer på langs. Man huskede lige at få spise bonen af hovmesteren -  pålydende 50 Kr.
Den handlede vi toldfrit for i kiosken eller deltog i et festmåltid sammen med alle kollegaerne, som var sendt syd på af deres vognmænd.

Mit andet hjem var i gennem flere år Pony Hotellet i Riefensbeek (Harzen), hvor jeg kunne gøre næsten som var jeg hjemme. Men man så jo gerne, at den ene tjeneste var den anden værd. Man handlede jo toldfrit på færgen og speedometeret blev skruet af, så man kunne køre et par små ærinder til Zelle og andre småbyer i området.
Vi havde et godt samarbejde og jeg havde aldrig pungen oppe, når jeg ville have drikke om aftenen eller lidt andet mad, for der næsten altid var samme menu på spiselisten.
 
I 1977 valgte jeg at stoppe i Amager rejser, for at prøve et andet firma som i gennem årene havde fået min interesse

Nu skulle jeg prøve kræfter med et "nyt" firma. Det var ikke populært i Amager Rejser da det kom konsulenten (red: Haastrup Vig) for øre, at jeg overvejede at søge nye græsgange og at det var konkurrenten som var i mine tanker.
Han havde sat en ansat til at udfritte mig om hvor jeg havde tænkt mig at slå mine folder, og han kunne fortælle  at det var hos Viking Nordturist.
Næste morgen fik jeg min opsigelse med posten , opsigelsen var øjeblikkelig og grunden var, at firmaet ikke længere turde betro mig flere opgaver - men pyt - jeg havde fået nyt arbejde.
 
Opstarten hos Viking Nordturist var af forskellig karakter. En dags ture, "Indkøb" og en tur til Legoland. Det var ikke så morsomt, for så kunne jeg lige så godt være blevet i det gamle og kendte firma.
Jeg ville gerne have nye udfordringer, og de kom også.
Pludselig for jeg frem og tilbage mellem København og Westendorf i Østrig, men det blev ret hurtigt kedeligt. Jeg bed det i mig, for som et gammelt ordsprog siger, ”man skal kravle før man kan gå”.
 
Selv syntes jeg, at jeg var ”løbende. På hjemvejen fra Westendorf i  Østrig, havde vi en overnatning, hvor rejselederen fortalte, at chaufføren altid plejede at hjælpe med aften serveringen, for så fik de gratis drikkevare til maden.
Jeg måtte forklare hende, at jeg havde arbejdet hele dagen og der stod intet om, at jeg skulle hjælpe med servering når vi kom til hotellet.
De måtte da antage personale og ikke kalkulere med, at chaufførerne skulle deltage med serveringen, for at få et glas at drikke til maden. Rejselederen og jeg fik ikke et godt forhold, da vi selv måtte betale den aften og de efterfølgende gange vi kom der.
Ejeren skulede over til vores bord, da hun nu selv måtte lette bagdelen for at deltage i mad udleveringen. Rejselederen kunne ikke drømme om, at hun kunne servere, det var under hendes værdighed. Nej - venner blev vi ikke.



 
 

Vinteren havde meldt sin ankomst og det var ensbetydende med, at man blev sat på ”græs”, da der ikke var arbejde nok til alle om vinteren. Det var i og for sig i orden.
 
Jeg blev olie chauffør frem til foråret hvor jeg havde været inde hos skrædderen og fået taget mål til uniform.
Jakken var flot! Men benklæderne var en stor misforståelse. Vi skulle gå med grøn jakke og lilla bukser.
Farve sammensætningen var forfærdelig og det betød, at de fleste rat holdere fik leveret et par sorte og et par lilla bukser. De lilla blev kun benyttet ved afgange fra København, for Hansen var selv på Hovedbanegården ved afgangene, og han ville nok have påtalt de ureglementerede bukser.
 
Sommeren startede flot. Jeg fik Syd England. Det var en 14 dages rundtur og 28 gange med lammesteg. Det var frokost og aftensmad. Rejselederen, som hed Jane, og jeg aftalte, at det måtte vi få lavet om på til næste tur. Så en dag hvor der var indlagt en eftermiddag til eget brug, fattede Jane telefonen og fik ringet rundt og fik ordnet så vi fik det samme mad,  hver gang vi kom på de forskellige hoteller. På den måde, fik vi rettet op på menuerne, så der kom forskellig mad. Gæsterne var ovenud tilfredse, men da Leif Hansen fik det at høre, var der intet respons fra ham uden et.... hmm.
 
Jeg blev pillet fra England. Grunden var, at Leif Hansen havde ferie, og når katten er ude er musen på bordet .
En af chaufføren og Jane havde et godt øje til hinanden og derfor måtte de ikke køre sammen. Hr. Hansen mente, at så ville de ikke servicere gæsterne ordentligt og der ville måske komme klager.

Ronny ved bus i Holland 
 

Jeg blev sendt på ture til Jugoslavien. En ny rejseleder ankom til Hovedbanegården i taxi og bad Leif om penge til taxien, da hun ikke havde nogen. Hun var nyligt blevet antaget og havde om aftenen fået at vide, at hun skulle af sted. Så var det bare med at få pakket kufferten og afsted .......i taxi fra Århus.
Leif Hansen ville ikke betale for den tur. Han havde jo kun bedt hende om at møde og ikke hvordan hun skulle transportere sig selv til København.
Da jeg hentede gæsterne en uge efter, så de stramme ud i deres ansigter, den nye guide havde nemlig holdt ferie og gæsterne havde måttet passe sig selv.
  
Ny tur til Opatia i Jugoslavien og med en mandlig leder af turen. Ved ankomsten til Rothenburg, måtte jeg til øjenlægen. I løbet af vinteren havde haft nærkontakt med en bambus busk og ved den lejlighed fået en pind i øjet.
Rester fra denne, som havde taget ophold i øjet, var begyndt at røre på sig. Der skulle et kirurgisk indgreb til, for at få fjernet resterne af bambus grenen.
 
Indpakket med bind rundt om næsten hele hovedet kom jeg tilbage til hotellet hvor passagererne havde fået frokost. Deres øjne stod på stilke da de så mig indpakket i gaze bind og klap for øjet som Kristian firetal, og et forbud mod at køre de næste par dage.
Det havde lægen sagt, men det havde han ikke behøvet, for jeg havde det forfærdeligt med smerter efter operationen. Nu var gode råd dyre !
”Ingen problem” sagde rejselederen som havde søgt en stilling som chauffør men fået afslag. ”Den klarer jeg ! Jeg har det store kørekort”.
Turen blev gennemført uden nogen form af forsinkelser og alle var glade ....skulle man tro , nej sådan skulle det ikke være. Leif Hansen fik den ide at så måtte rejselederen jo have løn som chauffør og jeg blev degraderet til rejseleder med en løn på 35 Kr. om dagen + kost. Jeg protesterede jo over denne behandling og beholdt min løn.
 
Sommeren fortsatte jo og jeg kørte de opgaver, som jeg blev tildelt.
 
”Kan du køre en 18 dages tur rundt i Skandinavien?”
Ja selvfølgelig kan jeg det! Det viste sig at det var studenter fra Bringham Young Universitet i staten Utah. 45 mormoner, som dagligt forsøgte at omvende min tro. Ud over det, var det hyggelige mennesker.
Efter en rundtur i Danmark og en del problemer med de aftaler som var indgået med Leif Hansen ville gruppelederen lige inden om Leif, for at få rettet op på de problemer der var.
Jeg ville også have en samtale om lønnen for turen. Normalt kørte vi på fast dagløn, som blev afregnet for tiden 07-18, men denne tur kørte 05:30 og ofte frem til 24:00. Så jeg ville have en ordentlig besked om, hvad jeg fik for turen.
Vi var langt fra enige men han følte sig tvunget til at følge tariffen fra fagforeningen, da vi ikke ellers kunne blive enige. Da vi kom tilbage fra turen, kørte jeg dagen efter til lufthavnen med gruppen, derefter var der hovedrengøring af bus .
 
Efteråret var i sit spæde begyndelse, men det var min sidste arbejdsdag i Viking. Næste forår meldte jeg mig igen under fanen, men blev mødt med et nej. Grundet flere uoverensstemmelser i det forgangne år, kunne han ikke længere bruge mig. ”Det kunne du have skrevet til mig” ,sagde jeg. Han svarede ”Det havde jeg ikke tid til”. Slut med Viking Nordturist
   
Efter et nej for at fortsætte i Nordturist var gode råd dyre . Et firma lyste mere op end andre og det var Lyngby Turistfart. Flere af chaufførerne kendte jeg både som ind lejede busser med ’rat holder’ i Amager Rejser og Viking Nordturist, så der var ingen betænkning i mit sind, for at tage kontakt til firmaet.
Efter en kort telefonsamtale, blev jeg bedt om at komme ud på Christian X`s Alle i lyngby hvor firmaet havde adresse.
 
Nede i kælderen lå udkørsels kontoret, som blev styret af Niels. Firmaet havde på dette tidspunkt netop overtaget Amager Rejser. ”Dig har vi hørt meget godt om” blev der sagt, ”så selvfølgeligt har vi brug for en god chauffør”.
Jeg slubrede al den søde honning mælk i mig. Mit gamle firma havde omtalt mig pænt over for Lyngby bussernes ejere.
Jeg blev fortalt, at her i firmaet skulle man være med i chaufførernes fagforening og ligeledes ville man blive behandlet ud fra det skrevne ord i overenskomsten. Lønnen og andet ville følge denne aftale.
 
Jeg var åbenbart godtroende. Det viste sig ret hurtigt, at forholdene var ganske anderledes. En af mine gamle kollegaer fra Amager sagde i spøg, en henkastet bemærkning til en chauffør, om han nu også fik overenskomst korrekt løn, for det arbejde han var ved at udføre. Han var ved at male stakittet rundt om hovedbygningen,
 
Dette var blevet overhørt nede i kælderen og han måtte ned og stå skoleret. Vi gider ikke at høre om fagforening snak her på anlægget
Når telefonen ringede fra Viking Nordturist kom der også andre boller på suppen. Nu skulle man køre på den aftale som chaufførerne i Viking N brugte. Du skulle gå ned i løn de dage du kørte for Viking. Misundelsen var til at få øje på. Det var jo lidt anderledes kørsel Viking havde. Her i firmaet var det forholdsvis skolebørn og børnehaver. Det var det, man kom til at køre i dette firma, en spøgefuld chauffør  kaldte firmaet for PAMPERs.
 
Problemet i firmaet var travlhed og planlægning. Jeg oplevede, at hente en børnehave i hareskoven. Der havde de været hele dagen og det var små børn der var smurt ind i mudder fra top til tå. En gang i mellem havde de noget ildelugtende i bukserne.
Når de var sat af, skulle du skynde dig ud til næste kunde, som viste sig at være et bryllupsselskab i deres fineste puds, men der var ikke afsat tid til rengøring mellem disse ture.
Dette var ikke en enlig svale. Det forekom ret ofte at det nye selskab påtalte, at bussen virkede snavset og ligeledes at sæderne var belagt med sand og andet.
 
Ronny! Kom lige ned på kontoret blev der råbt ud af vinduet. Vi har lige fået en tur ind og den har vi tænkt os at du skulle prøve. Hvad drejer det sig om spurgte jeg?  Vognmanden var, så vidt jeg var informeret, med i det lokale kirke råd, og det var personer fra dette, som skulle op til Norge og vandre.
 
Du skal spise sammen med gruppen, som vil tilberede maden over bålet og så skal du bo sammen med dem i en hytte ude i vildmarken. Hver morgen skal du køre dem ud til et sted og sætte dem af. Du vil få udleveret en madpakke til din frokost og senere på dagen skal de samles op på et angivet sted og køres hjem til hytten, hvor aftensmaden vil blive tilberedt. Turens varighed to uger.
Vi har valgt dig da du er Norsk gift så du kan sikkert forstå sproget. Denne opgave takkede jeg nej til. Hvorfor blev jeg spurgt?
"Jeg vil, at vi skal følge overenskomsten, hvor der står hvad jeg som chauffør, kan tillade mig at sige nej, så det forbeholder jeg mig retten til". Jeg havde ikke lyst til at sove sammen med fem andre og ligeledes hente vand i brønden for at få et bad. Turen blev derefter kørt af en ny ung mand der syntes det lød spændende.
 
For mit vedkommende blev det en kort sæson. ,Jeg var en af de første der blev sat på græs,,
 
Hvad nu? Det var for tidligt at finde en olie bil, så jeg kørte forbi Edelskov på vejen hjem. Vi er også ved at skaffe os af med chauffører, blev der sagt af Emil Edelskov, men jeg kan godt bruge dig i morgen,
 
Vi aftalte at jeg skulle komme og hente en bus og så bevæge mig ned til Langelinie kajen, hvor der skulle afgå flere busser til byture og Nordsjælland. Mens busserne blev linet op ankom Emil. ”Hvor er dit slips?”
"Jeg har ikke taget noget på, da der er så varmt i dag. ”Her i firmaet bruger vi slips! Kør bussen ned bagerst i rækken og vent der til du er blevet udstyret med et slips!”
En anden chauffør blev bedt om, at tage sin privat bil og køre til garagen og hente et slips til mig.
Jo der skulle være orden i sagerne.
 
På dette tidspunkt havde jeg allerede fået nok af Edelskov.
 
På vej hjem fra besøget hos Edelskov, smuttede jeg inden om Hvidovre Rejser, som havde deres garage anlæg på Avedøre holme.
 
Her fik jeg en samtale med den ene af de to brødre som drev firmaet. Navnet på ham, som havde tilsynet med bussernes tilstand, var Novi
Efter en kort samtale med ham blev jeg sendt videre ind til rejsebureauet for at møde Lindy Sørensen. Han ville lige tale med sin bror om mulig ansættelse.
 
Dagen efter blev jeg ringet op af Novi, som spurgte om jeg talte tysk? Det gjorde jeg. ”Kan du køre en tur til Harzen i morgen?”. ”Ja - det skulle der ikke være noget i vejen for” svarede jeg. ”Hvor i Harzen?”
”Det er til et hotel som heder Pony Hotel og som ligger i en lille by ved …”Her afbrød jeg ham og sagde ”Riefensbeck”. ”Nå du kender det” sagde han. ”Så er der jo ingen problemer med at sende dig af sted”
 
Jeg var jo jublende lykkelig over denne besked og jeg skulle jo "hjem" til venner og et personale, som jeg havde det godt med.
 
Gensyns glæden var stor fra begge sider. Jeg kørte en del af disse ture indtil et ned brud lige inden Hamburg på hjemvejen.

Gæsterne blev kørt til færgen, hvor de gik om bord og blev samlet op af en af firmaets egne busser i Rødby.
Det viste sig senere at det var motoren der var stået af. Der var ikke penge til en ny, så nu blev der plukket reservedele ud af den, når der var brug for sådanne til reparation af de andre MAN busser fra Ikarus.
 
Senere fik jeg en rejse til Østrig og det blev den sidste tur til udlandet og grunden blev indkøbs ture til Nysted.
 




Förderederiet havde sat et mindre skib ind på en ny rute mellem Nysted og Burg.

Vi kørte denne rute hver dag i omkring tre år. Problemet med denne kørsel var, at der ofte var passagerer der ikke mødte op til afgangen.

Så man begyndte at over booke busserne og det hændte så ofte, at alle mødte og så var der jo problemer. Men i den udstrækning vi kunne løse dette problem, blev der stillet løse stole op i midtergangen og folk fandt sig i denne løsning.

Betalingen foregik i bussen - 10 Kr. var prisen.


Nysted som jo var en lille soveby, blev nu vækket hver formiddag af de mange store busser, der kom drønende ned gennem byen, og ligeledes igen når vi skulle et ærinde. Hjemkørslen foregik jo også i et højt tempo gennem byen,
Vi var flere gange på siderne i den lokale avis, for at få problemerne løst.
 
Om vinteren stod samtlige busser jo med motorerne i gang og parkeringen var lige foran den lokale politi station, men her havde de i det mindste forståelse for, at vi frøs under opholdet .
 
Mange af passagerne var gengangere. Mange af dem kom hver dag, med indkøbs lister fra venner og familie. På den måde var der et lille tilskud til pensionen.
Der blev selvfølgeligt også smuglet. Smøger blev proppet ind i Karat kaffe æskerne, vin fra flasker blev drukket på udturen og erstattet med noget stærkere til hjem rejsen. Toldvæsnet havde jo luret denne indbringende forretning, så fra tid til anden kom de "sorte”, og så var der forsinkelse på hjemkørsel.
 
En gang, var jeg på vej hjem fra Tyskland. Da vi kørte i land i Gedser, blev alle busser linet op i to rækker, og paspolitiet gik løseligt gennem busserne i en overfladisk kontrol. Toldvæsnet tog nu over.
En efter en blev busserne kaldt frem og fik lov til at fortsætte mod Hovedstaden, men da de så bussen fra Hvidovre, blev jeg bedt om at køre til side og vente.
Alle andre fik lov til at passere uden eftersyn. Jeg kunne næsten fornemme, at der skulle ske noget, men ikke hvorfor. Alle skulle forlade bussen og tage deres ejendele med ud.
Bussen blev nu gennemgået. Luft dysser blev skruet ned, paneler blev løsnet,  instrument brættet blev gennemgået, reservehjulet skulle ud og ligeledes al bagagen. Nu fik gæsterne besked om, at tage deres kufferter og gå ind til yderlig kontrol. Forsinkelsen blev omkring 3 timer !
 
Vi kørte ind på den første tankstation, for at der kunne ringes hjem. Mobil telefonen var jo ikke opfundet endnu.
 
Jeg fik svaret, da jeg kom hjem  i garagen. En af kollegaerne havde fra Nysted ringet til told kontoret i Nykøbing og beklaget sig over, at det hold toldere, som var i Nysted, alle var stærkt berusede, og at gæsterne fra færgen fik en meget dårlig og grænseoverskridende behandling. Der var under udrykning, sendt et nyt hold af sted, da passagererne havde nægtet at lade sig undersøge af dem som var til stede.
 
Dette skulle jo betales tilbage og det blev den første bus fra Hvidovre som de så. Desværre var det et selskab fra Glostrup Kommune som var i min bus den dag, og de fik tilbagebetalingen at føle, som tak for sidst.
 
Et årstid gik på denne måde, med samme kørsel hver eneste dag. Lidt trivielt i længden, men løsningen kom fra kontoret.
 
Lønnen blev tilsendt i form af en check, som man gik i banken og fik indløst, men en dag var der ikke dækning. Næste dag forelagde jeg dette for kontordamen. Hun ringede hjem og fik samme svar fra hendes mand, som havde fået den opgave, at hente deres penge i banken.
 
Det var sidste dag at Hvidovre Rejser eksisterede.
 
Vi fik vores tilgodehavende, men det skulle slås, for at få dem ud af en tom pengekasse.
Lidt ærgeligt for Lindy og hans kone samt personalet. Det viste sig, at der havde været en retssag som en tidligere medarbejder var skyld i. Denne sag havde man tabt, og der skulle tilbagebetales et enormt beløb, som var skyld i firmaets endeligt.
 
Jeg måtte op på hesten igen og søge job i et nyt firma. Denne gang gik turen ud til Yderlandsvej og til Auto Paaske


 

Auto Paaske ! Det var er ret stort anlæg, men jeg fandt et sted at parkere, og bevægede mig op af vindeltrappe til første sal hvor kontorerne lå. Ret inden for døren sad der en lille strammasket tante !
”Hvad vil du ? Kom ind , sæt dig ned på stolen og lad mig hører hvad du har på hjertet.”
 
Jeg forklarede mig så godt jeg kunne og hendes kommentar var: ”Så er du jo en rigtig turistchauffør, når du har kørt hos redaktøren fra Amager rejser og Viking Nordturist. Du får tre stjerner og så skal du møde i morgen kl. 7:00. Du går bare ind på chaufførstuen og der får du hjælp af en af de andre.”
Det var en kollega ved navn Svend Thorsner som hjalp de nye til rette. Han havde fået besked om min ankomst og ligeledes hvilken bus som var mig tildelt. Det blev en ældre Fiat 308 som blev brugt til lidt af hvert.
 
Vinter kørslen bestod af skolebørn som blev bragt til svømning og retur, så der lå mange små pauser i denne kørsel, og de blev tilbragt på diverse kaffebarer som stadig fandtes rundt omkring i byen. En som vi ofte benyttede, var den som lå på Åboulevarden. Ofte stod der 5 eller flere busser linet op uden for baren. Vi skulle lige kalde hjem og fortælle hvor vi befandt os.
Havde man glemt dette var der offentlig skideballe over radioen og selvfølgelig et samtale emne ved fyraften samtalerne omkring kaffebordet.
 
Ble-børn var der også, som skulle af sted hver morgen til udflytterbørnehaver i periferien rundt omkring København. Jeg husker specielt en som lå i en kælder i Linegade, de skulle ud til Hareskoven.
Jeg kørte ofte for denne kunde. Jeg var og er glad for små børn, så jeg gjorde turen til en oplevelse for ungerne, og de voksne var særdeles tilfreds, når de så at det var mig der havde fået tjansen med transporten.

Jeg dikterede små historier for ungerne og der var musestille i bussen når jeg fortalte. En historie som gjorde et særlig indtryk på de små var, når jeg fortalte om en giraf og en krokodille som var kærester. Den gik rent ind.
På hjem turen om eftermiddagen tog jeg en lille omvej. Motoren fik nogle flere omdrejninger og så fløj vi op og ned gennem det som ungerne kaldte ”kilde i maven” bakkerne.
 
Lige for at afslutte dette kapitel. Ca. 25 år senere stod jeg ude i lufthavnen sammen med min familie, på vej til en velfortjent ferie. Pludselig kom en ældre dame over og prikkede mig på armen. ”Undskyld! - Men er det Dem som har en krokodille som er kæreste med en giraf” ?
Jeg undrede mig i et par sekunder ....pludselig faldt tiøren. ”Jo – ja - det er mig” og jeg gav hende et stort smil og filmen rullede. Det er mit barnebarn som siger det. Hun pegede over på en ung mand på omkring 30 år som vinkede til mig. Noget havde jeg åbenbart gjort rigtigt.
 
Vognmanden var på sin vis et dejligt menneske, men han kunne ikke klare, at vi satte os ned på stuen, når der stod flere busser, som trængte en overhaling med vinduespudsning og vask af forskellig art. Men havde du en spand med sæbevand ved din side, var det ok, for så var det jo kun lige en kort pause, inden du igen fortsatte med rengøringen.
 
Senere havde jeg en opgave, som jeg satte stor pris på. Vi hentede og bragte børn fra den Internationale skole som lå ved søerne / Gammel kongevej. Det var børn af diplomater og folk i høje stillinger, som havde deres børn i denne skole.
Jeg havde en dag givet flødeboller til ungerne da jeg fyldte år. Det viste sig at være en givtig handling. Næste dag stod der forældre ved samtlige opsamlings steder (omkring 20) og de havde alle en flaske i hånden. Se det var også en god dag ;o) Heldigvis kom der flere af dem.
 
Sommeren stod foran døren og jeg var blevet fortalt, at der var godt med sommer kørsel med turister fra USA. Jeg slog det hen, men jeg havde ikke forestillet mig, at jeg var en af dem som kom i betragtning, da jeg var den sidst ankomne. Men jeg blev klogere.
 
Jeg kom til at køre 18 dages ture Skandinavien rundt, med et af de bedste selskaber Paaske kørte for. Drikkepengene væltede ind og min løn blev ikke rørt hele sommeren.
Guiden var sur over, at vi på hjemvejen skulle inden om Roskilde Domkirke inden hotellet, og senere en afskeds middag på Langelinie Restauranten.

Jeg foreslog ham, at vi lavede en "Begravelse” i kirken og vi så kunne komme op med en overraskelse i stedet for.
Jeg tilbød at vi kunne gøre holdt ved mit hjem  og på den måde give passageren et indblik om hvordan man havde indrettet sig i et dansk hjem.
God idé  syntes han. Det viste sig at være populært og gæsterne var ellevilde med dette besøg.
 
Normalt fik jeg drikkepenge den sidste dag, men nu blev de lagt i kuverter hjemme i stuen, inden vi fortsatte turen mod hotellet. Min kone blev beskæftiget med at tælle dollars. Ved disse besøg, havde vi stillet op med drikkevarer, kaffe og te samt lidt spiseligt.
 
Rejselederen havde haft kontakt til rejsebureauet og fortalt om denne ordning. På de efterfølgende ture, var dette besøg lagt ind i turen som en overraskelse, og vi fik betaling for ulejligheden. Og den var ganske god. Deres gæster fik en ekstra oplevelse med hjem i kufferten, som ikke var nævnt i deres program.
 
Min kone syntes, at jeg havde været meget væk i vores ægteskab, og nu var tiden inde, hvor hun gerne så mig hjemme lidt mere.
 
Så jeg lagde en føler ud inde hos DSB busser som lå i Valby. De kørte rutetrafik til Halmstad, Mâlmô samt Prag fra København og lidt turistkørsel. Her var jeg beskæftiget en del år indtil, DSB busser skiftede navn til Combus.
Combus afdelingen i Kastrup skulle lukkes, var det blevet bestemt fra hovedkontoret så nu var gode råd dyre. Jeg kørte ind til det anlæg som lå på Køgevejen, for at søge ind til HT busser. Jeg fik hele min anciennitet med fra DSB og på den måde kom jeg ud og køre HT bus med højeste anciennitet, uden at have kørt HT bus tidligere.
 
Kørekortet skulle på et tidspunkt fornyes og efter lægebesøget stod der, en anmærkning om, at jeg havde fået diabetes og fik insulin. Her klappede fælden.
Politiet tog mit kørekort, som gav mig ret til transport af ”passagerer mod betaling” til køretøjer over 3500 kg.
 
Denne dag var en af de sorte og som jeg godt kunne have været foruden. Så det blev slutningen på 35 år bag rattet.
 
 
 

 

 
 
 

 

 

 

 

Forside   |  Viking Nordturist - før krigen   |  Viking Nordturist   |  Sønderjyden   |  Amanda Rejser   |  Amager Rejser   |  Rejsekongen   |  Andre historier   |  Setra historiebog   |  Billedgalleri   |  Hjælp ! Om ! Tak !