Rejselederens Påske

En påsketur til Harzen – set fra Amanda rejselederens sæde

Aftalen er klar med bureauet i Kerteminde, da jeg som rejseleder skal føre en af Amanda Busrejsers mange Harzen afgange frelst gennem påskens myriade af busafgange.

Fra Nonnebakken i Odense, tager jeg Skærtorsdag med en af opsamlingsbusserne til Den gamle Grænsekro ved Christiansfeld, hvor jeg skal møde såvel bureauets repræsentanter, som den bus og de gæster jeg skal ’rejselede’ på turen til Harzen.
På den store P-plads ved kroen, hersker der allerede stor aktivitet, mens gæsterne skifter deres opsamlingsbus ud med den rigtige bus, der skal bringe dem på en sikkert velfortjent påskeferie.

Med lidt hjælp får jeg fundet den rigtige bus. En lille S80’er fra Atlantia i Odense skal være transportmidlet for 28 gæster på vores tur til Harzen. En yngre frisk chauffør præsenterer sig, og kort efter dukker Henning Henriksen fra Amanda rejser op med penge og deltagerlister. Indtjekningen kan begynde
En lille kø har dannet sig ud for bussen, og roligt bliver gæster tjekket på lisen og kufferten placeret i det lille bagagerum under gulvet. Lidt mystik breder sig. Jeg har for mange gæster til den lille bus.
Chaufføren får indfanget Henning som suser rundt mellem de mange busser og løser problemer af forskellig art, og enkelte gæster som har købt rejserne inde for de seneste dage, skal også lige betale for turen.

Han kommer hurtigt over til vores bus, og det viser sig, at bussen har 32 sæder+ rejseleder og chauffør, men at Amanda har solgt 34 sæder til gæsterne. Så med mindre chaufføren og jeg skal stå op, er der to gæster som skal ud.
Henning forsøger at lokke et par over i en anden Harz bus, men først da han smider lidt kontante lommepenge med i handlen, tager et ungt par flugten, mod en af de andre busser.
Endelig kommer vi afsted, og efter et kort shopping besøg i Padborg, er vi på motorvejen sydover. Undervejs får jeg præsenteret chaufføren og mig selv, og afleveret lidt info om de næste dagens program.

Syd for Hamburg er det blevet tid til en pause, og under snakken med chaufføren i pausen spørger jeg ham, om han kender hotellet.

’Næhh’ er svaret – ’Jeg ved ikke engang hvor byen ligger’ – krise, for jeg vidste det heller ikke. Vi suser ind på tankstationen og kigger på et af de mange kort som sælges, men byen ’Ostlutter’ er ikke at finde. Det nærmeste vi kan finde er ’Lutter am Barenberge’ lidt nordvest for Goslar. ’Lutter an Barenberge’ kendte jeg godt, for et stort slag i 30. års krigen fandt sted her, med Christian den 4. som taber, men Ostlutter var intet steds at finde.
Vi blev dog enige om, at sigte på Lutter am Barenberge som rejsemål, og uden at fortælle gæsterne, at vi ikke anede hvor hotellet lå, kørte vi videre. Lidt efter lidt blev vi dog mere end spændte på om strategien holdt, for vi kunne jo risikere at Ostlutter lå mod øst, i den anden ende af Harzen.

Efterhånden som vi nærmere tiden hvor vi skulle være fremme, begyndte gæsterne jo at spørge om, hvornår vi var fremme. Vi vidste det jo reelt ikke, så svarene blev tilsvarende vage. Bussen skrumlede med sine små hjul ned ad landevejen, og pludseligt spottede vi et skilt til Ostlutter, hvorefter vi med et stort smil fulgte vejen, rundt om hjørnet og kørte direkte ind på hotel Waldesruh’s p plads.
Det kan nok være, at vi drog et lettelsens suk, da vi meget lettede kunne indkvartere gæsterne på det lille hotel i Ostlutter, kun 2 km fra Lutter Am Barenberge.
De næste dage foregik helt efter bogen. Udflugter til Goslar med byvandring, Torfhaus med udsigt til Bloksbjerg (Brocken), og Okertal dæmningen var på programmet, og naturligvis var der også hygge, øl og fællessang med gæsterne i hotellets slyngelstue.
Vi mødte også andre af Amandas Harz busser på vores udflugter, og hørte historier om manglende værelser og andre udfordringer som busserne var blevet mødt med da de ankom til hotellerne.
Tidligt 2. påskedag, var det tid til hjemrejse, og med højt humør og glade gæster, drog vi mod grænsen. Et obligatisk stop undervejs på en rasteplads og snart efter var vi fremme ved Padborg hvor grænsekioskerne blev besøgt, for derefter at køre mod Den Gamle Grænsekro, hvor gæsterne igen skulle skifte bus for at komme helt hjem.
Da vi ankom til P pladsen ved kroen var der masser af busser og gæster. Nogle gæster var glade, mens andre tilsyneladende havde en høne at plukke med bureauet. Historierne var mange, men de værste var fra busser som blev mødt med lukkede eller overbookede hotellet, eller hoteller som krævede kontant forudbetaling fra gæsterne inden de fik udleveret værelsesnøglerne.
Chaufføren og jeg kunne dog aflevere en, omend lille, busfuld gæster, som havde haft en god tur med mange oplevelser, selvom hotellet kortvarigt var ’blevet væk’.
Forside   |  Viking Nordturist - før krigen   |  Viking Nordturist   |  Sønderjyden   |  Amanda Rejser   |  Amager Rejser   |  Rejsekongen   |  Andre historier   |  Setra historiebog   |  Billedgalleri   |  Hjælp ! Om ! Tak !