60'erne - opturen
På egne ben
I krisefyldt farvand
GT - ruten til kollaps
Andre Viking Nordturist historier
Chauffør udflugt
Lidt ekstra materiale om VN



Betragtninger om Viking Nordturist under Leif L Hansens ledelse
Når man nu som jeg har forsøgt et give et indblik i Viking Nordturists historie og i de forhold som påvirkede bureauet, kan man ikke undgå at tænke på, hvad det egentlig var som fastholdt kundernes interesse for Viking Nordturist og hvad der var kerneværdierne for bureauet i dets storhedstid.
Her kommer ihvertfald mit bud på nogle af svarene:
Bureauet ledet ærkekonservativt, idet Leif havde fødderne solidt plantet, ikke kun i den københavnske, men også i den sønderjyske muld, på trods af bureauets placering midt i Københavns brokvarterer. Klassiske dyder og høj kvalitet til prisen var Leif’s fokus, og der skulle ikke ofres penge på unødvendige ting. Måske var det derfor, at bureauet i mange år fastholdt en meget konservativ annonce strategi med ’små tekst’ annoncer i dagbladene, og kun lejlighedsvis større annoncer med billeder og store slagord.
Kataloget var i mange år trykt på Aabenrå Bogtrykkeri. Sikkert ikke kun fordi de var gode til at løse opgaven, men også fordi, hjemstavnens trykkeri sikkert havde tilbudt den gode kvalitet til den rigtige pris, og bureauet var bestemt ikke det første i landet, som indførte farvebilleder i kataloget.
Et af de andre særpræg, var tilblivelsen af rejserne hvor aftaler skulle træffes med hoteller og spisesteder over hele Vesteuropa. Her drog Leif og Fru Tove om efteråret selv ud til en del af destinationerne i udlandet og traf de nødvendige aftaler. Dette nærvær med bureauets hoteller gav en indbygget tryghed for såvel gæsterne og rejselederne, idet alle aftaler om værelser og priser var på plads inden sæsonen gik i gang.

En af de andre klassiske dyder har været økonomien. Leif L Hansen har, sikkert helt tilbage fra sin barndom i Sønderjylland lært, at man skal svare enhver sit. Ihvertfald var det standard i halvfjerdserne, at når busserne afgik mod rejsemålene, så medbragte de to meget vigtige  ting – kontanter til diverse udgifter, samt en banknoteret check til hvert hotel og eventuelt også til frokoststederne. Når turen var slut, og bussen kom retur,var turens regninger dermed betalt.
Rejselederne var på mange rejser et kapitel for sig selv. Man mødte f.eks. Svend ’Spejder’ som vistnok var specialist i midteuropa og som elskede sangbogen, men især bureauets Berlin ekspert, var berømt i vide kredse. Mia Cederstrøm var i årtier ensbetydende med rejser til Berlin, og hun opbyggede en gensidig professionel respekt til de grænsevagter, som passede på grænserne i det gamle DDR. Når Mia sad i rejseledersædet kunne kunderne trygt passere grænserne mellem øst og vest, også på de dage hvor vagterne kunne være lidt specielle og ville ordne alt ’efter bogen’. Mia fortsatte i øvrigt sit virke, efter lukningen af Viking Nordturist, som rejseleder for 65 Ferie, hvor hun også var Berlin specialist # 1
Busserne og chaufførerne var også et specielt, men højt skattet Viking Nordturist kapitel. Siden Johannes Hansens og Sønderjydens dage, var komfortabel buskørsel en yderst vigtig del af oplevelsen, og bus efter bus med nyeste teknologi blev anskaffet og plejet. Ekstra udstyr var altid på dagsordenen når en ny bus skulle købes, så gæsterne kunne komme frem til destinationen mest komfortabelt.

Og med busserne fulgte selvfølgeligt chaufførerne, som i deres grønne og bordeaux uniform altid skulle være præsentable. Blandt mange, kan man nævne Ludvig med sin elskede Setra S120, Finn (Ludvigs søn) som syntes at rejserne til Rhinen var hyggelige, ’lille’ Bent som gav den gas rundt i Paris og på turene til Jugoslavien i ’hans egen’ S150 med toilet ombord. Sidst men bestemt ikke mindst chef chauffør Harry Christensen, som var ’manden med S200’ bussen og som sammen med Viking Nordturist vandt flere stævner, hvor europæiske bureauer konkurrende på kvalitet og dygtighed. Disse chauffører og sikkert flere, var elsket af bureauets kunder, og var med til at give rejserne den rigtige Viking Nordturist ånd.




Rhinen 7 dage – set fra rejselederens sæde
Klokken var kun lidt over seks søndag morgen, da jeg sammen med de første forventningsfulde gæster stod lettere søvndrukken på busparkeringen ud for Hovedbanegården over for Tivoli. Busparkering er måske så meget sagt men en mindre forplads hvor turistbusserne flokkedes hver morgen.
Så begynder busserne at dukke op, at pludseligt spotter man bussen med den lille seddel i sideruden som angiver at netop den her skal til Rhinen. I samme sekund som den gulnæsede Viking Nordturist bus holder stille, flokkes de første gæster om indgangsdøren, mens chaufføren roligt letter sig fra sædet og kommer ud. Hen og hilse på chaufføren – heldigvis en som man kender.
De andre busser er nu også ankommet, og her i heksekedlen suser forvildede gæster rundt med tunge kufferter for at finde deres busser. Nogle er Viking Nordturist busse, andre fra kendte vognmænd på Sjælland, mens andre igen er fra helt andre bureauer.
Deltagerlisterne bliver fundet frem, og gæsterne checkes ind i små klumper, for derefter at forsvinde ind i bussen. Lidt rokeren frem og tilbage på sæderækkerne, og til sidst er alle på rette plads. Under indtjekningen prikkes man lige på skulderen. Det er en direktør Leif selv eller Peter fra bureauet, som overrækker den lille kuvert, indeholdene lidt kontanter og ikke mindst de banknoterede checks som skal afleveres til hotellerne.
En lille snak med chaufføren bliver det også til, og så begynder racerløbet mod Gedser. Den lille interne kamp mellem chaufførerne er i gang, og alle håber, at netop deres bus ikke skal samle op, alt for mange steder undervejs til færgen.
Denne gang er det en nitte. Første opsamling er ved Stop 20 i Ishøj, og derefter en lille håndfuld steder sydover. Men inden vi kommer så lang, skal der lige bydes velkommen ombord, og alle skal lige mindes om, at passet er nødvendigt og derfor skal være med på rejsen.
Lettere bekymret meddeler en gæst fra Brønshøj, at passet ligger hjemme på kommoden. Gæster bliver lempet af, og i taxa gør turen først til Brønshøj, og derefter ad bussens rute indtil vi igen mødes et sted på ruten. Det var en dyr morgen for denne gæst.
Opsamlingen går susende undervejs, og lige efter Storstrømsbroen, er der morgenkaffe i Cafeteria Brohallen. Chauffører og rejseledere flokkes om det lille bord med kaffe og skær selv franskbrød, mens gæsterne forsøger at få kop kaffe med tilbehør i cafeteriet.
Afsted igen mod de sidste opsamlinger ved Højmølle Kro og i Nykøbing Falster, hvor endnu en flok forventningsfulde og rejseglade gæster spejder efter den rigtige bus.
Endeligt er alle om bord, og i hastig fart, suser bussen mod Gedser.

Super – færgen er rettidig og få minutter efter ankomst er bussen ombord. Inden gæsterne kommer op, gælder det om at få benene på nakken. Deres reserverede pladser i restauranten skal findes, så man kan hjælpe tjenerne med at få alle på plads hurtigst muligt. Det giver også mulighed for en hyggesnak med tjenerne og hilse lidt på gæsterne igen, på vej mod rette bord.
Under overfarten er der igen tid til lidt hyggesnak med chauffører og rejseledere, og især de gamle i faget, giver den gas, mens de fortæller røverhistorier fra turene i sidste uge. Frokost og shopping skal også lige overståes, og chaufføren får en hjælpende hånd med at fylde drikkevarer i bussen.


Lidt før ankomsten, klokken er næsten 13 er der papirarbejde som skal gøres. Vejskat og evt dieselafgift skal betales når vi ankommer, så papirer og penge skal være klar. Der holdes mandtal i bussen, og en enkelt gæst skal lige hente sit pas, som på magisk vis er forsvundet ned i kufferten. De sidste gæster, som ikke kan finde bussen, indfanges på vogndækket, og pludseligt gives der los, og busserne suser som i en kædedans frem mod betalingsstedet.
Hurtigt ind på skråparkeringen og man sætter i løb mod betalingen af vej- og dieselskat. Pyh-ha – jeg er kun nummer 4 i køen. Slukørede kan man se de andre rejseledere og enkelte chauffører tage plads i køen. For de sidste går der lang tid, før turen kan fortsættes. Tyskerne er jo grundige.
Papir arbejdet overståes, og i småløb går turen mod bussen igen. Undervejs spotter man ’den lille sorte tolder’ som er ude med målepinden. Vi må ikke have for meget diesel med ind, men alle forsøger at snyde lidt ekstra med. Heldigvis har han fundet et andet offer, så turen kan fortsætte ned til paskontrollen med det samme.
 
”Alle aus Dänemark” – spørger pasbetjenten og efter et nik og et ”Tjüs und auf Wiederseen” går turen ud på landevejen mod autobanen.
Chaufføren hyggesnakker lidt lidt undervejs, kun afbrudt af lidt eder og forbandelser over den tyske patruljevogn som kører lige bag os, men pludseligt er den væk, og farten sættes lidt op. Gæsterne får også lige en historie undervejs, samt lidt om dagens program.
Hamburg passeres og vi nærmer os eftermiddagspausen. Lige efter Rasthof Braunatal, drejer chufføren stedkendt af mod Behringen og få minutter senere, lempes gæsterne af foran Rieckmanns Gasthaus. Hurtigt - gæsterne på plads i kaffestuen og tid til lidt at drikke sammen med chaufføren.

Efterhånden fyldes lokalerne af gæster fra de mange busser som benytter dette sted, og indgangsdøren som allerede er fyldt med hundredevis af klistermærker fra skandinaviske rejsebureauer, får lige et nyt mærke af en af de nye chauffører.
Afgang – og de sidste gæster skal lige tisse af. Mandtal i bussen og Lüneburger Heide ’ædes’ ganske langsomt mens de få vågne gæster får en historie om heden. Undervejs bliver øjenlågene tunge og 5 min går med at klippe kaniner, indtil der igen er behov for en lille historie.
Enkelte gæster skal lige have fugtet ganen, og chaufføren får en cola så han kan holde sig vågen. Hannover passeres i behørig afstand og efter en tid, stikker chaufføren den gule næse væk fra autobanen og ud på landevejen mod Goslar. På vejen mod vores overnatning får gæsterne endnu engang lidt info om aftenens program, som byder på indkvartering, aftensmad og en lille gåtur i Goslars centrum.
Bussen kringles ind gennem byen, og med et lille suk, stopper chaufføren bussen foran Hotel Hamburger Hof i Petersilienstrasse. Hurtigt ind efter nøgler til gæsternes værelser, og de mange Dobbeltzimmer, Dobbeltzimmer mit dusche order mit dusche und WC fordeles til de trætte gæster.
Værelserne indtages og efter en stund er der fællesspisning. Sauerbraten mit Kartoffeln und Gemüse er dagens ret, som skylles ned med en kølig pilsner, inden et mindre antal gæster får turen mod Goslars centrum og byens seværdige bygninger. Historierne om Goslar og ’Dukatenmännchen” fortælles, og på egen hånd trisser gæster tilbage til hotellet og måske en hurtig godnat øl.
 

 
Mandag morgen venter en ny dag, og den sidste etape mod Rhinen. Morgenmaden indtages og lidt efter klokken otte, kører chaufføren vores bus ud gennem det sydlige Harzen, og ad landevej B27 Eschwege. Det er nemlig den smukkeste vej sydpå, og så kan der komme lidt snak undervejs om det delte Tyskland. Lidt morgensnak med gæsterne undervejs, og dagens program gennemgåes.

Lige nord for Bad Sooden Allendorf kører vi langs zonegrænsen, som med sine uhyggelige hegn, vagttårne og dystre ingenmandsland, viser sit skræmmende ansigt. Historien om det delte Tyskland fortælles, med lidt detaljer om selve grænsezonens opbygning.
På en lille restaurant højt hævet over landvejen, er det tid til en kort pause, mens vi betragter det både spændende og samtidig nedslående syn over grænseområdet. Det er tid at komme videre, og inden længe er vi tilbage på autobanen mod vores frokost.

<<< Annonce EYDT>

Frokosttid, skarpt højresving i afkørsel 87 bringer os væk fra autobanen og ned ad Hauptstrasse mod mad-oasen Hotel Eydt. Her er frokosten god for Eydt er også indehaver af en slagterbutik, og vi modtages med åbne arme af personalet. Mens gæsterne spiser frokostplatte fra Eydts egen slagter, er der en lækker Rumpsteak på tallerkenen hos os. Uhmmm – det er altid godt her.
Mætte og glade efter frokosten svinger vi igen tilbage på autobanen og kursen sættes mod Frankfurt som snart viser sig i horionten. Lidt historier undervejs, men gæsterne får også tid til at slumre og hygge sig undervejs. Lidt stille musik over højttaleranlægget får hurtigt de første gæster til at tage en lille middagssøvn mætte af den gode frokost og en ’bier vom fass’.
Lidt før Frankfurt svinger vi mod højre og nupper vejen mod Wiesbaden og efter en stund skimter vi Rhinen i det fjerne. Omkring Eltville am Rhein, er det tid til lidt historie om Rhinen – men lidt gemmes til morgendagens sejltur. Al krudtet skal jo ikke fyres af på en gang. Nu er vi jo tæt på målet, så de næste dagens program gennemgåes, og de første tilmeldinger til udflugterne modtages.
Vi triller i tæt trafik gennem Rüdesheim lang vandet, og med en lille historie om den røde rhinskvin som dyrkes på bjergene mellem Rüdesheim og Assmannshausen, når vi frem. Hotel Anker, som ligger ud mod Rhinpromenaden skal igen igen, lægge hus til Viking Nordturists gæster.

Selvom gæsterne er ivrige for at forlade bussen, må de lige blive siddende og vente på nøglerne – det er nemlig nemmere. Ind til skranken og hilse på personalet som pligtskyldigt har forberedt vores komme.
En venlig tanke til Leif Hansens jyske grundighed sendes afsted, og få minutter senere bliver nøglerne fordelt på turen gennem midtergangen. Alle gæsterne myldrer ind på hotellet, fulgt af opfordringen om, at huske aftensmaden kl 18. Vi skal nemlig på byvandring bagefter.
Chaufføren kører bussen væk, og senere mødes vi sammen med gæsterne ved maden, og efter Hühnerbrüe, Schnitzel mit pommes und Gemüse, efterfulgt af Kuchen til dessert, sætter vi i samlet flok kursen op i byen.


Målet er Alte Bauernschänke, hvor Kurt Rulf underholder med de lokale viser som ’Lorelei’, ’In Assmannshausen’ og mange flere, mens gæsterne lystigt synger med, kun afbrudt af den lokale Rhinskvin og de store glas øl.
Igen bliver vi budt velkommen med åbne arme, og personalet får lidt hjælp med at få bestillingerne i hus, og især den røde Rhinskvin skal afprøves. Det havde ham rejselederen jo sagt !



Efter nogle viser og et godt glas, går turen videre ud i byen. Gæsterne efterlades – de har jo kun få hundrede meter hjem gennem byen – men der er jo andre som der skal hilses på. Gasthof Schuster giver et godt glas, og der hyggesnakkes med pigerne bag skranken.
Sengetid og regnskab – salget af udflugter gik jo fint, og morgendagens sejltur skal lige forberedes.



Efter morgenmaden lægger den lille hvide udflugtsbåd til ved anløbsbroen over for hotellet, og inden længe er alle ombord. Vi er flere hold danske gæster, så nu gælder det om, at få nuppet mikrofonen fra den tyske guide. En aftale om at guide på dansk kommer hurtigt i stand, så på turen ned ad Rhinen, får gæsterne historie efter historie om de mange borge på vejen, og de små bysamfund vi passerer. Lige inden St Goarshausen skal ’Lorelei’ båndet på, og efter lidt knas med kassettebåndet, flyder sangen over hele båden.

Så er der lige tid til historien om Lorelei og snart forlades skibet. De andre rejseledere takker for hjælpen, og de enkelte grupper lunter mod de respektive busser.  Heldigvis har chaufføren husket, at hente bussen. Den står pligtskyldigt og venter for, i de lave gear, at flytte os op på toppen af Lorelei klippen. Udsigten er bjergtagende, og efter at gæsterne at taget dusinvis af billeder, lempes de ind i bussen, og turen går langs floden tilbage til frokosten.
Da gæsterne er sat af, går turen med den tomme bus ind til Rüdesheim. Besøg på ’cognac’ fabrikken Asbach Uralt samt vinsmagning i Winzerkeller skal lige aftales, og derefter er der tidlig fyraften.

 

 
Onsdag morgen oprinder – øjnene er lidt trætte for det blev sent i går. Men klokken 9 er alle friske og klar til Moselturen. Et par gæster mangler da vi skal afsted, men de lokaliseres i restauranten i færd med at sluge den sidste bid brötchen.

Afsted det går langs Rhinen og efter St Goarshausen er det igen tid til borghistorier, og lidt om Tysklands historie. Det er en hård nyser, så noterne må i brug. Koblenz hvor Rhinen og Mosel flyder sammen besøges og ved fundamentet til Kejser Wilhelm I statuen, slippes gæsterne løs. Statuen er væk (er kommet til igen senere), men det gør ikke historien ringere idet den forsvandt efter en fuldtræffer under krigen.
Videre langs Mosel, som flyder i sin egen stille skønhed og efter en række småbyer, er frokostbyen nået. Cochem cafeen venter med frokosten, og efter endnu en omgang ’aufschnitt’ får gæsterne lidt tid i byen.
Mandtal igen ved afgangstide, og uden at efterlade gæster, går turen over Hunsrück bjergene tilbage mod Assmannshausen hvor en lille færge bringer os over på den rigtige side af floden. Det tager kegler – sejlturen i den kraftige strøm betager gæsterne, så det er en glad flok som afleveres foran hotellet.
Aftensmad og en kort tur til Rüdesheim, hvorefter vi i samlet flok drager fra bus-parkeringen til Winzerkeller som ligger lige ved den forjættede Drosselgasse. Knusende velkomst og ned i vinkælderen hvor det lille lokale med vintøndeborde danner rammen om aftenens vinsmagning. Vin typer og teknikker bliver fortalt og gennemgået suppleret med lokale røverhistorier. De samme historier som sidste uge så det meste er på dansk. Vin værtinden, som er fruen i huset, blander sig kun lidt, og efter de mange smagsprøver og massevis af brødstykker til hjælpe smagsløgene med at overleve, forlader vi Winzerkeller.
Enkelte gæster joker om de mange brødstykker de blev tvunget til at spise, så humøret er højt. Igen en succes og vinkælderen fik også denne gang solgt nogle æsker med den dejlige vin. Et par flasker listes af vinfruen ned i en bærepose – som tak for besøget.
Sent på aftenen går turen tilbage til hotellet. Enkelte gæster er ikke dukket op, så de må selv tage med taxa hjem. Det går nok, for det havde vi jo aftalt på vejen ind.
Fyraften endnu engang og et glas rød rhinskvin på terrassen hos Hotel Zwei Mohren, hvor vejret indbyder til --- tja ingen ting --- bare ro og fred.

 

 
Torsdag formiddag er der igen afgang til Rüdesheim, men denne gang med historien om Asbach Uralt – Weinbrand fabrikken i lommen. På vej mod parkeringen får gæsterne lige historien om ’moder Germania’ som ’pryder’ bakkerne over Rüdesheim.

Parkering og derefter tilmelding til den bestilte rundvisning – denne gang med tysk guide. Gennem fabrikken – hvor guides fortællinger oversættes, og pludseligt står vi på stedet alle ventede på - prøvesmagningen ! Ved lange borde skænker guiden op i de flade glas, og gæsterne skyller den gyldne drik ned. Enkelte rynker på næsen, af den lidt skarpe smag, men butikken sælger trods alt nogle flasker. Tilbage til bussen, og retur til frokosten på hotellet.
Om eftermiddagen skal ekstra udflugten sættes i værk – indkøbstur til kurbyen Wiesbaden. Med en halvt fuld bus, tager vi til Wiesbaden, hvor første stop er Nerobergbahn, hvor de to vandsporvogne skiftevis trækker hinanden op ad bjerget. Historien om det knap 100 år gamle bane fortælles, og lidt imponerede tager vi turen op og ned igen. Derefter lidt shoppingtid i byens centrum, hvorefter vi igen vender hjem til Hotel Anker i Assmannshausen. Aftensmaden indtages, og lidt lokal sightseeing på byens værtshuse runder dagen af.

 

 
Så er der afgang – med pakkede kufferter dukker de første gæster op i restauranten. Regningen betales med den rigtige check, og da alle har fået morgenmad, går turen planmæssigt ned langs Rhinen mod Køln. Denne gang forskånes gæsterne for flere borghistorier, og kort før frokost kører vi ind til parkering tæt på Kølner Dom. Inden gæsterne slippes løs, spadserer vi lige forbi frokoststedet som ligger i en sidegade tæt ved, og efter behørige instruktioner om frokosttidspunktet slippes gæsterne løs. Nogle skal lige handle nogle flasker 4711, mens andre tager et kig på domkirken, som i al dens storhed knejser højt foran os.
Efter frokost kringler chaufføren bussen ud gennem Kølns gader, og fanger professionelt den rigtige autobane op gennem Ruhr.
100 i timen, og tæt trafik gennem Ruhr, er vilkårene denne eftermiddag, og efterhånden er det blive tid til en pause. En kop kaffe rigere og turen fortsættes og næsten hvor vi forlader autobanen, ses skiltene til Hameln.

Historien om Rottefængeren kan lige fortælles, og selvom der er uhyggelig, er det sjovere end historierne om Ruhr distriktet, dets fabrikker og krigens bombninger. Travlhed ved mikrofonen, gæsterne skal nemlig også orienteres om den planlagte aftentur, for allerede nu står der ’Minden og Porta Westfalica’ på skiltene, og efter få kilometer når vi hotel det smukke Hotel Kaiserhof. Over hotellet truer endnu et Kaiser Wilhelm mindesmærke i al sin tyske overflod, men den spændende historie om hotellets tid som arbejdslejr og filial af Neuengamme KZ lejren samt lidt om de danske betjente som var tvangsarbejdere her, skal også lige forælles, mens vi parkerer foran hotellet.
Dygtige gæster – nu har de lært det. Bliver pænt siddende i bussen indtil nøglerne er klar. Uddeling af nøgler og værelser, og efter få minutter dukker de første op i spisesalen.
Et godt måltid indtages, og bussen forlader igen hotellet med næsten alle ombord. Heldigvis er der kun kort til Wasserstrassenkreuz, hvor Mittellandskanalen føres i en bro over Weser, og hvor mægtige bådelevatorer fører skibene fra den ene flod til den anden. Rundtursbåden venter os, for kort efter først at sejle os under broen og derefter sluse os op på øverste etage, så vi kan sejle henover Weser hvor vi var for få øjeblikke siden. Gæsterne synes det er spændende – og tilbageturen til hotellet går med at diskutere oplevelsen.

 

 
Lørdag morgen – afregningsrutine med hotellet, og chaufføren pakker bussen så det passer med afsætningsstederne på vejen hjemad. Derefter er der afgang og hurtigt er vi tilbage til autobanen.

Nu går jagten ind for at komme tidligt til Scandinavien Kai og til færgen som forhåbentlig er rettidig. Små 300 kilometer skal fordøjes, men heldigvis er trafikken venlig mod os, så der bliver endnu engang tid til at besøge Rieckmanns Gasthaus i Behringen på vej tilbage.
Næstsidste etape på vej hjem sættes i gang, og lidt efter klokken 13 er kan vi kigge ned på færgeområdet, inden vi drejer ned mod paskontrollen og den obligatoriske vejskattekontrol. Bussens kilometertæller aflæses, og i hastigt antrit går turen mod betalingslugerne. Papirerne tjekkes og stemples med tysk ihærdighed. Heldigvis havde vi købt det rigtige antal kilometer – men vi har jo også prøvet det før.

Rundt på opmarch pladsen, mens en lille reklame for ’Den blå container’ og alle dens elektroniske herligehder afleveres, sammen med en besked om, at gæsterne skal være ved bussen når færgen ankommer. Den er ikke i syne – øv – en forsinkelse truer.
Men pludseligt kan skorstenen skimtes og færgen lægger let forsinket agterenden mod ramperne og tømmes for rejsende. En par enkelte Viking Nordturist busser forlader skibet, og mødes at hilsner fra de busser som utålmodigt venter på at komme ombord, mens endagsgæsterne interesserede kigger på scenariet fra færgens passagerdæk.
Mandtal endnu engang, og i løb over rampen for at nå restauranten for de reserverede borde skal findes. På vejen mod restauranten skimtes det at ombordkørslen er i gang, men heldigvis er bordene nemme at finde. Ups – 2 seatninger, men heldigvis skal gæsterne spise på første hold.

Gæsterne dukker op, blandet med de mange andre gruppes gæster, og dirrigeres af rejseledere og tjenere frem til de ventende sild som skal lokke gang i snapse salget. Og det er ikke svært. Efter en uge med tysk aufschnitt, venter alle i spænding på sild, ribbenssteg, frikadeller og dansk ost.
Forsinket afgang – pokkers, og chaufføren brokker sig over 1.styrmanden, som fik bussen placeret helt ude i hjørnet af vogndækket. Så er vi måske en af de sidste busser som kommer ud, men færgen er fyldt til randen med busser og biler. 3½ times overfart truer, og på grund af de mange gæster, bliver gæsterne lempet ud efter 1½ time, så de utålmodige og ikke mindst sultne gæster i hold 2, kan få stillet apetitten.
Skiftet giver lidt knas, for de ventende gæster blokerer næsten udgangene fra restauranten, men med lidt skubbens og masen lykkes det at få gæsterne ud. Bordene dækkes og næste hold kaster sig over de marinede sild skarpt forfulgt af pilsner og sild.
Vores sult stiles også med lækkerier fra restauranten, og heldigvis er vi ikke omfattet af skifteholdet. Røverhistorier om gæster, trafik, vejarbejder og hoteller udveksles med kollegerne, og munterheden er til tider stor. Shoppingen skal lige overståes og enkelte chauffører skal lige proviantere. De skal nemlig ikke denne vej i morgen og beholdningen af drikkevarer er lav. Regnskabet bliver lavet, og efter lidt søgen bliver de sidste bilag fundet og lagt i kuverten.
Motorlarmen fra færgens motorer dæmpes og det lille røde fyr er passeres markerer, at vi er i Gedser Rende kun få sømil fra Gedser Havn. Ned på vogndækket og bussen åbnes, så den kan være klar til at transportere gæsterne de sidste kilometer hjemad.

Højttalerne meddeler, at færgen snart er i havn, og som myrer på geled, dukker gæsterne ud på vogndækket i håb om at genfinde deres bus. Enkelte har glemt hvor netop deres bus stod, og forsøger sig med at entre den nærmeste Viking Nordturist bus. ”Den har da samme farve” er undskyldningen, før de afvist forsøger sig i endnu en række af bussen ved siden af. Men alle finde deres pladser til sidst, og efter endnu et mandtal og vi klar. Humøret er højt efter den danske frokost, men alle er også lidt triste over, at turen snart er slut.
Stævnen åbnes, og en efter en forlader vi færgen. Vi må rangere lidt, hvis ikke Leif Hansen skal have lakeret bussen igen, og som en af de allersidste, kører vi over rampen mod told- og paskontrollen. Spændt spejder vi efter tolderne, og håber de forgriber sig på en af de andre busser.

Med et ’velkommen’ til danmark stiger en tolder op på trinbrættet, men efter at have kigget de forreste passagerer i øjnene, bliver vi med et smil sendt videre. Paskontrollen vinker os videre, og med et kraftig tryk på speederen, sender chaufføren os ud på Gedser Landevej.
Før første afsætningssted tages der afsked med de gæster som skal sættes af undervejs, og langsomt, stop efter stop, bliver vi færre og færre. Der håndes, knuses og vinkes ved de forskellige stop, og lidt drikkepenge skifter hænder når bussen forlades. Enkelte har lige en bemærkning om en dårlig madras eller utæt vindue på værelset, eller en kommentar om færgens manglende plads, og fra en enkelt par falder der  en munter bemærkning, om alt det sigtebrød de måtte fordøje, bare for at få endnu en vinprøve. En sidste gæst skal også lige rette et årstal i fortællingen om tysklands krigshistorie, en rettelse som måske bliver husket i næste uge.
Stop 20, Køgevej, Sydhavnen, Vasbygade, Kalvebod Brygge og endelig, venstresving ad Tietgensgade og ind på den lille plads ved Hovedbanegården. Kæresten spottes blandt de ventende ved busparkeringen – hvor skøn hvor lækker.
Klokken har passeret 20 for længst da de sidste gæster tager afsked, og den trætte chauffør venter utålmodigt på, at kunne køre mod Brøndby og garagen. Regnskabet afleveres – det er fyraften.

Hjem til kram og tøjbytte, for i morgen er det igen søndag, hvor historien starter forfra. En søndag hvor en afskedståre igen skal tørres væk, inden mødet med chaufføren, gæsterne, brötchen og aufschnitt. 


 



Chefchauffør Harry Christensen - In memoriam

En af de ansatte som i mange år blev et af Viking Nordturists varemærker eller kendetegn var Chefchauffør Harry Christensen. Han og direktør Leif L Hansen lærte hinanden at kende, allerede mens Leif Hansen havde Sønderjyden, og de fulgtes ad i tykt og tyndt gennem mange år.
Harry Christensen var kun 25 år da han blev ansat i det daværende Sønderjyden, og helt naturligt fulgte han med til Viking Nordturist i 1965, da Leif Hansen for alvor satte sig i direktørstolen.

Gennem årene blev Harry en kendt og særdeles agtet chauffør hos Viking Nordturist, og det var åbenbart ikke kun kunderne som syntes, han var en dygtig chauffør. Igen og igen lod Leif Hansen sin chefchauffør være bureauets ansigt ud af til, især når pressen skulle have billeder af de nye superbusser som man anskaffede i 70’erne og 80’erne.
Harry Christensen var også med, da Leif Hansen var på besøg i Ulm, for at kigge nærmere på de nye superluksusbusser Model S200 som Setra lancerede i 1974. På billedet ses Harry Christensen sammen med sin kollega Poul sammen med 2 af fabrikkens repræsentanter, foran en splinterny S200 som skulle leveres til et tysk rejsebureau.

Harry Christensen - nummer to fra venstre samt kollega Poul ude til højre
Året efter blev Harry således også chefen på bureauets S200, en bus som han næsten betragtede som sin egen, og som på daværende tidspunkt var Danmarks største og mest lækre turistbus.
Som chefchauffør fik Harry Christensen også det ærefulde hverv, at føre bussen når Viking Nordturist gennem flere år, deltog i de internationale busrally’s, samt når Viking Nordturist igen og igen hjemkøbte nye bustyper til den efterhånden omfattende flåde af luksusbusser.

 
En af de ture som Harry kørte med ’sin’ S200, og som var en Viking Nordturist succes gennem mange år, var turen til Loano på den Italienske Riviera. Turen blev gennemført som en såkaldt ’rotation’ og med to chauffører om bord, idet bussen kun blev anvendt til, at fragte gæsterne fra Danmark og til Loano og retur igen. Chaufførerne havde derfor intet ophold i Italien, men selve turen og ikke mindst gæsterne glæde og forventning til turen, tiltalte tilsyneladende Harry.
Første etape på ca. 800 km endte gennem flere år i Schweinfurt i Bayern, og havde udrejse vi Rødby-Puttgarden, og dagen efter var dagrejsen godt 700 km gennem Østrig til Brescia i Norditalien som gæsterne kunne nyde gennem bussens store panorama vinduer, mens køkkenet var leveringsdygtigt i kolde og varme drikkevarer samt varme pølser.
Sidste og tredje etape var turen på knap 300 km gennem Norditalien ned mod Genoa, for der at følge den Italienske Riviera frem mod hotellet i Loano. Denne sidste del af turen var et studie i skønhed, med dens fortryllende udsigt over Rivieraen fra de højtliggende motorvejsstykker mellem Genoa og Loano.
Selvom Loano ruten, var en af de smukkeste i Viking Nordturists katalog gennem flere år, var det også en hård tørn, for de chauffører som bemandede luksusbusserne. Turen på godt 3500 KM t/r var også en af de længste. I 1983 kan man i dagspressen læse om det hårde chaufførarbejde på disse langture, men også om, hvorledes Harry fortæller hvordan han slapper af, når kollegaen tager rattet mens han hygger om gæsterne. I artiklen fortæller han også, at han er super glad for fartskriverne i busserne. Sikkert ikke på grund af muligheden for hastighedskontrol, men især fordi den er med til at sikre, at chaufførerne ikke kører i længere tidsintervaller end loven tillader.
Året efter, i 1984, var Harry Christensen igen at finde i dagspressen, men denne gang helt ufrivilligt. Undervejs fra Paris og på hjem hjemover med 48 gæster, bliver Harry pludseligt dårlig, mens bussen kører på Autoroute de l'Est tæt på Verdun. Takket være hans 23 års chauffør erfaring, får han den nu slingrende bus bragt til standsning, inden han falder død om ved rattet i sin elskede chaufførstol.
Alle gæster var hermed bragt i sikkerhed, mens bussen fik lidt knubs, men desværre blev det enden på Harry Christensens liv. Han blev 48 år.
Viking Nordturist mistede hermed en kendt og elsket chefchauffør, men hjemme havde fru Conny lidt et endnu større tab idet hun både mistede sin mand og faderen til deres børn Tina og Søren.
                  
Forside   |  Viking Nordturist - før krigen   |  Viking Nordturist   |  Sønderjyden   |  Amanda Rejser   |  Amager Rejser   |  Rejsekongen   |  Andre historier   |  Setra historiebog   |  Billedgalleri   |  Hjælp ! Om ! Tak !